Professor: Skal vi behandle, før vi har en diagnose?

Af Kjeld Møller Pedersen
Professor, SDU

Overskriften er selvmodsigende, men når vi ser på spørgsmålet om en eventuel sundhedsreform, er den desværre sigende.  

Kuren er strukturreform (for reformens skyld?) – men kur for hvad? Kæden kan udvides til udredning – diagnose og behandling, hvor man rask væk springer de to første led over. 

Det er ikke ukendt i den politiske verden: handling og (for) hurtige løsninger, men er det et godt udgangspunkt for en sundhedsreform? 

En postmoderne tidsalder
De fleste medgiver vel, at en rimelig præcis diagnose er afgørende for et relevant behandlingsvalg. I det mindste ville en sundhedsprofessionel risikere en klagesag, hvis det ikke var tilfældet – men politikere står kun til regnskab på valgdagen. 

Og de fleste vil vel også mene, at en diagnose forudgås af en grundig udredning, hvor symptomer let kan føre på afveje.  

Men er dette måske overdreven rationalistisk tænkning i en postmoderne tidsalder? Det håber jeg ikke – eftertanke, omtanke og viden er stadigvæk gode kvaliteter – men det er måske alligevel forældede akademiske idealer, når vi taler om reform?

Hellere evolution end revolution
De fleste reformer er baseret på mere eller mindre grundige udredninger, betænkninger og rapporter. 

Det var tilfældet med sundhedsreformener i 1970'erne, og det var også tilfældet for 2007-strukturreformen. Blandt andet 2003-rapporten fra Det rådgivende Udvalg og 2004-betænkningen i tre bind fra Strukturkommissionen. 

Det var i det mindste udredninger, medens diagnosen nogle steder var lidt tvetydig. Løsningen blev den struktur, vi kender i dag, og som har tjent som ramme for sundhedsvæsenet i de seneste godt ti år.

Den er absolut ikke perfekt og kan med fordel forbedres, uden at man behøver at tale om reform, jævnfør det forslag om sundhedsklynger, som kollegaer og jeg fremsatte i foråret. Tænkningen var evolution, ikke revolution.

Man springer led over
Rækkefølgen er og bør være udredning, indkredsning af de problemer, der skal løses, efterfulgt af mulige løsninger. Det er en tidsmæssigt opdelt sekvens – især med god tid mellem udredning/diagnose og løsninger.

Noget tyder på, at statsministerens påtænkte reform udfordrer denne tænkning. Man springer nogle af leddene over og presser det samlede forløb tidsmæssigt. Der vil utvivlsomt kun komme én rapport – måske sideantalsmæssigt rimelig stor – med en kombination af udredning, diagnose og løsning og med meget lidt tid til debat. 

Udfordringen er sammenhængen
I 2013-evalueringen af strukturreformen lød én af de mere kloge sætninger: ”Opdelingen af sundhedsopgaverne mellem kommuner, regioner og praksissektoren (… ved 2007-reformen) har skabt nye snitfladeproblematikker og stiller krav om samarbejde på tværs af myndigheds og sektorgrænser.  …  At snitfladeproblematikkerne på sundhedsområdet ikke generelt løses ved flytning af myndighedsansvar”. 

Dette er centralt, fordi én af hovedbegrundelserne for regeringens påtænkte reform er at skabe bedre sammenhæng, som er et andet ord for snitfladeproblemer. 

Ved Venstres folketingsgruppes sommermøde i august 2018 stillede statsministeren spørgsmålet: ” … hvad … er sundhedsvæsenets udfordringer de kommende år. Og det er kort sagt sammenhæng. Sammenhæng for patienten, for borgeren, for mennesket. Et stærkere sundhedsvæsen tættere på borgerne”.  Citatet fra 2013-evalueringen illustrerer, at bedre sammenhæng ikke nås ved omfattende strukturændringer.   

Kort tid til debat
Reformforslaget vil sandsynligvis blive en del af et tidligt valgudspil frem mod det folketingsvalg, der jo skal være afholdt senest 17. juni 2019.   

Og i parentes bemærket: Taber blå blok, vil en Mette Frederiksen-regering næppe lave en omfattende reform af sundhedsvæsenet.

Tidsforløbet for den påtænkte reform kan der kun gisnes om, men starter vi bagfra, står nogle ting fast: Med valg til Europarlamentet 23. maj 2019 må et folketingsvalg falde før – i modsat fald ville der være mindre end én måned til den seneste dato for et folketingsvalg 17. juni. 

Antag nu, at folketingsvalget senest kommer allerførst i april måned – fordi senere ville kollidere med påsken. Og det bebudede reformforslag kommer nok tidligst omkring 20. januar – hvis det i det hele taget kommer. 

Det vil efterlade meget kort tid til debat om forslaget og reelt hindre lovvedtagelse før et folketingsvalg, men nok være baseret på en ’forståelse’ med DF.

Derfor bliver reformforslaget en del af valgkampen, men det er uklart, hvor helhjertet der vil blive slået på tromme for det i hele blå blok. Valgstrategerne bør skele til tidligere valg. 

Hertil kommer, at en valgkamp ikke giver en seriøs debat om et så vigtigt emne som et endnu bedre sundhedsvæsen, men naturligvis helt i orden, hvis der har været en forudgående debat.

Selvom sundhed i meningsmålinger står højt på vælgernes dagsorden – typisk nummer et eller to – er det bemærkelsesværdigt, at det ikke har spillet nogen stor, endsige afgørende rolle ved valgene i 2001, 2005, 2008, 2011 og 2015.   

Danskerne går ikke op i struktur
Ved septembervalget i 2011 introducerede VK-regeringen og Dansk Folkeparti først i august et forslag om at afskaffe de folkevalgte regionsråd, men det kom overhovedet ikke til at spille en rolle i valgkampen.

Når sundhed står højt på vælgernes dagsorden, skyldes det noget jordnært: Bliver jeg behandlet hurtigt nok og til tiden med mere.

Det mere abstrakte – ’strukturen’ i sundhedsvæsenet – spiller tilsyneladende ikke en stor rolle for den menige dansker.  

Hvad vil hr. og fru dansker mene om at nedlægge de folkevalgte regionsråd for at erstatte dem med fem administrative enheder, måske endda med ikkefolkevalgte bestyrelser kombineret med ét eller andet statsligt organ? Bliver det bedre for mig, vil danskerne spørge.

Det vil kræve overmenneskelige talegaver at forklare det. Vil 21 sundhedsfællesskaber skabe en overbevisende vision om noget bedre – især fordi mange detaljer ikke vil være afklaret, når forslaget fremlægges?

[email protected]